Slået op d.

Er din motorcykel klar til foråret?

Motorbike in shop

Vejene begynder så småt at være fri for salt, fuglene pipper, solen varmer forsigtigt, og det kribler i fingrene for at få lov til at gøre motorcyklen klar til forår og sommer. For motorcykelentusiaster kan vinteren være meget lang, da de fleste parkerer motorcyklen i garagen vinteren over. Her kommer nogle gode råd til, hvordan du får motorcyklen forårsklar.

Skift olier og rengør din MC

For at belaste motoren mindst muligt og få den bedste køreevne ud af motorcyklen anbefales det at udskifte både motorolie, oliefilter og luftfilter, inden du skal ud på vejene til foråret.

Hvis du ikke rengjorde din motorcykel, inden den kom i vinterhi, kan du bruge en af de første forårsdage med sol på at pudse motorcyklen. Der er mange kroge, rum og hjørner at pudse og fjerne skidt fra. Gå i detaljer og giv dig tid til at være grundig. Så vil du sætte ekstra stor pris på den første tur på vejene på en skinnende motorcykel. Selvom du rengjorde din motorcykel, inden du satte den i garagen for vinteren, kan der stadig have samlet sig støv på den. Giv den en hurtig tur med kluden og efterspænd eventuelle dele, som trænger til det.

Strøm på

Efter en vinter uden gang i motorcyklen kan den godt have tabt strøm. Især hvis du ikke løbende har opladet motorcyklen henover vinteren. Husk derfor at oplade motorcyklen i god tid, så du ikke bliver skuffet over, at den ikke har mere strøm på, når du skal ud på vejene første gang. I samme ombæring kan du tjekke forbindelserne og efterfylde vand på batteriet.

Er du selv klar?

Et step i processen mod at blive forårsklar indebærer også dig som motorcyklist og dit udstyr. Var det noget med et styrt sidste sensommer? Så skal du have dit tøj tjekket igennem for slid, da det er mere sikkert med nyt tøj, hvis du skulle ramme asfalten igen. Skal du udskifte eller opgradere enten tøj, hjelm eller andet udstyr, kan det være fornuftigt at vælge det i farver, som er nemme at se for bilister. På den måde er det mere sikkert for både dig og bilisterne, når I færdes sammen i trafikken.

Hvordan er det nu lige med forsikringen?

De mest almindelige motorcykelforsikringer dækker kun inden for motorcykelsæsonen, som er fra 1. marts til og med 30. november. Du skal derfor være opmærksom på ikke at komme ud på motorcyklen for tidligt, selvom foråret lokker, for så gælder din forsikring ikke. Dog kan du hos nogle forsikringsselskaber købe en tillægsforsikring. Denne tillægsforsikring sørger for, at du også er dækket om vinteren. Men vær opmærksom på, at den kun gælder for ét år ad gangen og derfor skal fornyes hvert år. Selvom du ikke har en tillægsforsikring, kan du stadig køre i vintermånederne. Så dækker forsikringen dog ikke, og du skal selv betale omkostningerne for eventuelle skader.

Vigtigt at huske er, at forsikringerne sjældent dækker for skader, der er forårsaget af vejret, hvad end det er om sommeren eller om vinteren. Sørg derfor for at få din motorcykel i tørvejr og rengør den gerne efter hver tur, så du undgår rust, tæringer eller lignende, som forsikringen ikke dækker.

Slået op d.

Gør motorcyklen klar til vinter

Man working on motorbike

Motorcykelsæsonen slutter officielt den 30. november og begynder først igen den 1. marts. Det skyldes, at mange forsikringer kun dækker i denne periode, derfor gør MC-kører landet over sig nu klar til at sende motorcyklen i vinterhi. Er du i tvivl om hvilke foranstaltninger, du bør gøre dig inden Hr. Vinters ankomst, så læs med her og få et par basale råd til at gøre motorcyklen vinterklar. Hvis du behandler den ordentligt henover vinteren, vil den takke dig, når den igen ruller ud på den danske asfalt til foråret.

Opstaldning

Det allerbedste, du kan gøre for din motorcykel, er at få den opstaldet. Det betyder, at du finder et tørt og varmt sted, for eksempel en garage, hvor motorcyklen kan holde vinteren over. Det er vigtigt, at der netop er varmt og tørt, da det især er om vinteren, at der kan opstå rust i de indre dele. Du gør altså din motorcykel en stor tjeneste ved at få opstaldet den. Har du ikke selv en garage tilbyder mange mekanikere, at den kan holde hos dem vinteren over. Der findes også virksomheder, som specialiserer sig inden for vinteropbevaring af motorcykler.

Smør løs!

Hvis du vil undgå en knirkende og uhåndterbar motorcykel, når du begynder den nye sæson til foråret, er det en rigtig god ide, at smøre alle bevægelige dele af cyklen med olie eller lignende. Disse dele svarer til menneskenes led i kroppen, og hvis man ikke bevæger sine led, ved man godt, at det går ud over bevægeligheden. Samme gælder for motorcyklen. Ved at smøre de bevægelige dele undgår du, at de sætter sig fast, eller på anden måde bliver slidte.

Skift olien

Efter en hel sæson på de sommervarme danske veje kan det være en god ide at skifte olien. En træg og tyktflydende olie kan nemlig være årsagen til start problemer, når kværnen skal ud på vejene igen til foråret. Du gør derfor klogt i at skifte olien. Derudover bør du rense oliefilteret, hvor der efter en hel sæson kan være opsamlet meget skidt og snavs. Har du ikke selv mod på at få beskidte fingre, så kan din mekaniker med garanti hjælpe dig.

Tjek din forsikring

Er du en af de få rå med vikingeblod i årene, der også kører på motorcyklen i vintersæsonen, bør du måske lige kontakte dit forsikringsselskab, inden du sætter dig op på kværnen og gasser op. Som nævnt dækker de fleste standardforsikringer kun i den officielle sæson, altså fra den 1. marts til den 30. november. Vælger du at køre en tur uden for denne periode, kan du risikere, at du ikke er dækket af din forsikring. Ligesom med biler er det lovpligtigt at have en forsikret motorcykel. Det er intet problem at udvide forsikringen til en helårsforsikring, du skal blot betale ekstra. Det ville nemlig være enormt ærgerligt ikke at være dækket i tilfælde af, at uheldet skulle være ude. Foruden forsikringen bør du desuden sikre, at du har helt styr på at køre med motorcyklen på vinterglatte veje.

Slået op d.

Guide: Gør motorcyklen klar til sommeren

motorcycle-1927533_960_720

Sommeren er kommet, og du kan se frem til lange køreture på din motorcykel med vind i håret og gashåndtaget i bund – men altså kun hvis du har fået gjort din motorcykel klar til sommeren.

Det er uhyre vigtigt, at du får gjort motorcyklen klar til sommeren, efter den har været i vinterhi de sidste mange måneder, både for din egen sikkerhed, men også for andres.
Læs denne artikel, hvor du bliver klogere på, hvilke ting og sager du skal være særligt opmærksom på, inden du kører ud på de danske veje.

Olie og oliefilter

Nogle af de første og mest basale ting, du skal tjekke, er både olie, oliefilter og luftfilter, så motoren belastes så lidt som overhovedet muligt, og så den holder en hel sæson endnu.

Bremseklodser og bremsevæske

Hvis du planlægger en længere tur på din motorcykel over sommeren, kan du med fordel få skiftet bremsevæsken allerede nu, så bremserne er klar til en længere tur på vejene. Sørg for at bremsevæsken passer til din specifikke motorcykel.

Pudsning

Det er vigtigt at pudse motorcyklen grundigt, før du kører ud på vejene. Kom godt ind i de små kroge og fjern alt skidt og snavs, som har ophobet sig over vinteren. Se også efter hvilke dele der trænger til efterspænding eller udskiftning.
Du skal også huske at smøre alle kabler, greb og bevægelige dele på motorcyklen, så al manøvrering glider let på dine køreture.

Lys og lygter

Langt de fleste ulykker på motorcykel sker, fordi medtrafikanter overser dem, så vær ekstra opmærksom på, at der er lys i alle dine lygter og pærer. Det er nemt og hurtigt, og du vil på få sekunder opdage, om de trænger til en udskiftning.

Dækkene

Når din motorcykel står pakket væk vinteren over, bliver dækkene hurtigt flade og stive i gummiet – og hvis din motorcykel på intet tidspunkt er blevet flyttet rundt, har dækkene muligvis også flade punkter. Giv dækkene en omgang luft, og tjek om dækmønstret er minimum 1 millimeter – gerne mere. Du kan købe nye sommerdæk hos deakonline.dk, hvis dine dæk er for slidte og ikke kan klare endnu en sæson på vejene.

Du og din motorcykel er nu godt klædt på til at køre ud på de danske veje i sommermånederne. Husk at bruge tid på at gøre din motorcykel sommerklar, både for din egen sikkerheds skyld, men også for værdien af din motorcykel.

Slået op d.

Harley-Davidson møder modgang i USA

Motorcykel

Det ikoniske mærke Harley-Davidson har siden sin etablering haft en utrolig fremgang i forhold til deres salg, men ligeledes er deres kendskab steget markant på verdensplan. Selskabet kunne fryde sig ved en omsætning, der er steget til 3,6 milliarder dollar i de første seks måneder af 2016, mens resultatet blev på 531 millioner dollar. Dette er en fremgang, der skaber glæde hos selskabet, men der er stadig bekymringer, eftersom de går tilbage på deres hovedmarked.

Salget fald tre procent i USA

Det eftertragtede brand har mødt modgang i den seneste tid, hvilket hovedsageligt har vist sig på det amerikanske marked. Her har de solgt tre procent mindre, hvilket skaber bekymring. Denne udvikling er yderst kritisk for Harley-Davidson, da over halvdelen af deres motorcykelsalg sker i USA. Faldet skyldes en skærpet konkurrence på det amerikanske marked, og derfor har Harley-Davidson valgt at investere yderlig på dette marked for at komme tilbage igen.

Fremgang på andre markeder

Trods den uheldige udvikling i USA har der været fremgang på andre markeder, som selskabet kan glæde sig over. I Europa og Mellemøsten gik salget frem med hele 8,4 procent til 27.723 stk. Ud over fremgangen på disse markeder går det ligeledes godt med at få solgt merchandise såsom t-shirts, kasketter, sko og andet tøj – her blev der solgt for 146 millioner dollar. Harley-Davidson er altså stadig et populært mærke, som vinder frem på den anden side af Atlanten.

Dæmpede forventninger

Harley-Davidson ved godt, at det er en hård tid, de går i møde, som de har mærket på deres hovedmarked, USA. Derfor forventer de nu, at der bliver solgt færre motorcykler end tidligere. De skærpede forventninger skyldes blandt andet den intense konkurrence, der har vist sig i USA. Dog er selskabet stadig fortrøstningsfulde, idet der er blevet foretaget nogle investeringer, som allerede nu ser positive ud.

Blandt de mest populære brands i verden

Harley-Davidson blev skabt i 1903, og har siden stablet et unikt mærke på benene. Selskabet tog for alvor fart, da den amerikanske hær skulle bruge 15.000 stk. under første verdenskrig. Siden har de haft vind i sejlene med undtagelse af 1968, hvor der kun blev solgt små 26.00 motorcykler. Denne modgang blev vendt, og de har nu effektiviseret deres forretning, ligesom deres brand og motorcykler ikke længere kun er et transportmiddel – det er nu en livsstil. Denne livsstil er blevet et hit over hele verden, og har altså været med til at skabe deres succes. Det seneste år har været turbulent, men det må forventes, at de hurtigt kommer på rette kurs igen.